66 grader nord

Så blev det tid til en lille statusopdatering herfra. Ligesom så mange andre stedet i verden, stiger coronasmittetallene i Island. Efter et par smittetilfælde på Reykjavík Universitet i midten af september blev alle studerende og undervisere opfordret til at arbejde hjemmefra. Selvom universitetets faciliteter ikke er decideret lukkede, betyder det, at jeg ikke længere har min daglige gang på campus, men i stedet sidder i den virtuelle foredragssal. Det er næsten som at skrue tiden tilbage til foråret.

Det er selvfølgelig ærgerligt, at essensen af universitetsmiljøet mere eller mindre er forsvundet fra den ene dag til den anden. Heldigvis ændrer situationen ikke på mine muligheder for at komme ud at opleve Island. Faktisk kan det næsten vendes til noget positivt, hvis man vil have vejene, seværdighederne og overnatningsstederne for sig selv.

I selskab med en af mine medstuderende har jeg brugt fire dage i det nordlige Island. Den tur kommer der her nogle billeder fra. Jeg har igen plottet turen på et kort til de nysgerrige.

Første dag gik med at køre fra Reykjavík til Akureyri, den største by i den nordlige del af landet. Det er en tur på knap 400 kilometer, som i sig selv er en oplevelse. Man skal ikke ret langt væk fra Reykjavíks bygrænse, før naturen åbner sig. Landskabet er, i modsætning til den elegante og polerede natur på det europæiske fastland, meget ung og i konstant forandring. Mange steder mødes grå og golde bjergsider med frodigt hedelandskab og græsmarker. Det ser ret fantastisk ud.

Efter en overnatning i Akureyri fortsatte vi øst på, hvor vi tog udgangspunkt i den populære Diamond Circle-rute. Som forudsagt blev det en regnfyldt dag, så vi tog de mest lettilgængelige steder på vejen. Første stop på dagens tur var Goðafoss, et af Islands mange vandfald.

Efterfølgende tog vi en tur til byen Húsavík, der, ud over være et populært sted for hvalsafari, blev centrum i et stykke popkultur, da komediefilmen om Eurovision havde præmiere tidligere i år. Det er en opmærksomhed, som umiddelbart bliver omfavnet af det islandske samfund. Elementer fra filmen er blevet genskab, dens sange lander på de islandske hitlister, og der er et gennemgående Eurovision-tema i souvenirbutikkernes vinduer. Det vidner om en god mængde selvironi hos det islandske folk, og mon ikke det giver pote på turistfronten, når det bliver aktuelt igen.

Det er også omkring Húsavík, man krydser den 66. nordlige breddegrad og kan se frem til at have solen på himlen hele døgnet omkring sommersolhverv. Det var dog begrænset, hvad vi fik set i og omkring Húsavík på grund af vejret. I stedet vendte vi næsen mod vores overnatningssted ved søen Mývatn.

Den efterfølgende dag bød på tørt og stille vejr, som gør vandreture noget sjovere. Fem minutters kørsel fra vores overnatning gjorde vi første stop ved vulkankrateret Hverfjall. Krateret er en kilometer i diameter, og man kommer godt 400 meter op i højden på det højeste punkt.

Fra toppen af Hverfjall har man en fantastisk udsigt over Mývatn-området. I dette område alene, er der seværdigheder nok til flere dage, og vi nåede kun en lille del af det.

Fra Mývatn kørte vi nord på til det geotermiske område Hverir. Hvis man skulle være i tvivl, om ens lugtesans virker, kan man f.eks. gå en tur her. Vandet fra kilderne i de geotermiske områder indeholder nemlig svolvbrinte. Med andre ord: der lugter af æg. Hvis man ser bort fra den del af oplevelsen, er området fascinerede. De varme kilder og damp, der slipper ud gennem åbninger i Jordens skorpe giver en fornemmelse af, at man ikke kan komme tættere på planetens indre. Kombineret med omgivelserne, der er næsten ørkenagtige, giver det er meget øde og dunkel stemning.

Næste stop på turen var endnu et vandfald, Dettifoss. Antallet af vandfald gør dem dog ikke mindre imponerende. Ind til videre er de kun blevet større og mere tryllebindende. Faldet på Dettifoss er over 40 meter og kombineret med mængden af vand, der løber gennem floden, omtales det som det mest kraftfulde vandfald i Island.

Den sidste overnatning på turen gjorde vi tilbage i Akureyri, og dagen efter gik turen til Reykjavík. Vejret på hjemturen skiftede lige så meget som landskabet: gråvejr, solskin, frost, tø, regn, sne og alt indimellem. På vej over et af bjergene så det f.eks. ud som på billedet herunder.

👋 Emil.