Corona, jordskælv og en køretur
🗓 UdgivetCoronarestrikrionerne i Island nu er strammet endnu mere. Der bliver mere og mere spøgelsesby over Reykjavík, når man bevæger sig gennem gaderne, hvor bylivet er ikkeeksisterende. Med undtagelse af de allermest nødvendige butikker, er alt mere eller mindre slukket og lukket. På grund af denne udvikling, har jeg ændret lidt i mine planer og tager tilbage til Danmark tidligere end planlagt. Det betyder, at jeg lige kan nå at færdiggøre eksamensperioden, der slutter d. 16. november, inden jeg vender næsen mod Danmark d. 19.
Og så en lidt anderledes beretning. D. 20. oktober blev den sydvestlige del af Island ramt af det kraftigste jordskælv i 17 år. Der har været særlig meget seismisk aktivitet i området siden begyndelsen af sommeren. Så efter min ankomst i august gik der ikke mange uger, før jeg vænnede mig til de små, men dog hyppige og mærkbare skælv. Denne gang var det dog en noget anden oplevelse. Det varede længere end sædvanligt, møblerne flyttede på sig, og jeg måtte gribe ud efter støtte et øjeblik. Selvom det føles som lang tid, varede det ikke mange sekunder, men det var dog nok til, at medierne gik i “breaking”. Der er heldigvis ikke meldt om nogle betydelige skader; hverken menneskelige eller materielle. Islands statslige fjernsynsstation har samlet en række klip fra hændelsen, hvis man vil have lidt levende billeder på.
I søndags satte jeg mig så bag rattet og kørte en tur ud i landet. Den seneste tid har vejret været det, jeg vil kalde træls. Så når det tegner på tørt, stille og ikke mindst farbart vejr, er det med at komme afsted. Denne gang gik turen til Snæfellsnes, en halvø, der stikker ud fra den vestlige del af landet, ca. 100 km nord for Reykjavík. Området bliver omtalt som “mini-Island”. Her er alle de slags seværdigheder, man kender fra andre steder i landet, hvad end det er vulkaner, varme kilder, vandfald, strande eller lavalandskaber, samlet på et relativt lille område. Derfor kan man også sagtens få flere dage til at gå her, så jeg måtte sortere i tingene og planlægge en rute, der kunne klares på én dag. Jeg endte med en tur på omkring 450 km, som blev skudt i gang søndag morgen klokken 8. Turen er plottet på et kort her.
Første stop var Gerðuberg, hvor vulkansk aktivitet igen har været på spil og efterladt en imponerende klippeformation. Resultatet er en lang facade af sekskantede søljer, der, med deres yderst symmetriske udformning, ligner noget menneskeskabt.
Det føles som om, at vandfald er et fast punkt på dagsordene, når man kører rundt i Island. De er i hvert fald svære at undgå og var således næste stop på turen. Bjarnarfoss er ikke lige så voldsom, som hvad jeg tidligere har oplevet, men til gengæld er der god højde på, og vandet falder omkring 80 meter.
Kort efter Bjarnarfoss kører man ind i en af Islands tre nationalparker. Her bliver man ledt rundt om vulkanen Snæfellsjökull, der ikke kun er centrum i området, men også har sin plads i Islandsk og international litteratur som et ikon på Island og dets særlige natur. Hvad man ikke kan se på billedet herunder, på grund af de lavthængende skyer, er den gletsjer, der dækker toppen af vulkanen.
På den sydligste spids af halvøen møder man Lóndrangar, to klippesøjler, som er resterne af et krater, der over tiden er blevet ædt op af erosion.
Fortsætter man nord på, når man den lille by Hellissandur. Men inden man kommer så langt, er det noget andet, der nok fanger ens opmærksomhed. Det var i hvert fald ikke her, jeg havde regnet med at se en af Eurpoas højeste … ting. Island er simpelthen også hjemsted til en 412 meter høj radiomast, og af en eller anden grund finder jeg det ret underholdende. Det passer overhovedet ikke med verden, man ellers er suget ind i, når man kører gennem det rå og øde landskab omgivet af vulkaner og lavasletter på den ene siden og Atlanterhavet, der raser mod kysten på den anden. Vigtig viden? Nok ikke rigtig. Pudseløjerligt? Det synes jeg!
Inden turen gik tilbage Reykjavík, gjorde jeg et stop i den lille by Grundarfjörður. Her har man udsigt til Islands måske mest fotogene bjerg, Kirkjufell, som selvfølgelig heller ikke skulle snydes for et par klik fra min side.
Nu står resten ugen så på eksamensoplæsning og derefter klargøring til hjemrejse. Måske der kan nå at snige sig en køretur mere ind i weekenden. 🤞
👋 Emil.